company logo
HeidelbergCement i Danmark
key visual

Landsdækkende virksomhed i stadig udvikling

DK Beton producerer og leverer i dag færdigblandet beton fra 21 betonfabrikker.
Virksomheden blev etableret i sin nuværende form 1. januar 2006 med den internationale cementproducent HeidelbergCement Group som ejer.

Betoneventyret starter i 1946

Virksomheden har rødder langt tilbage i den danske betonbranche. Entreprenør Gunner Hansen etablerede sin virksomhed i Ringsted i 1946. Ved at køre med byggematerialer om dagen og reparere lastbiler om natten opstod en forgrenet virksomhed. Virksomheden byggede i totalentrepriser for kunderne og havde derved en stor egenproduktion af beton og betonelementer.


GH Beton udvikler sig ved opkøb
Med Gunner Hansens død i 1976 overtog sønnen Per G. Hansen virksomheden
GH Beton, og en gennemgribende omstrukturering fandt sted.
GH Beton koncentrerede sig nu om produktion af fabriksbeton og betonelementer. Virksomheden voksede ved udvidelser og opkøb af betonfabrikker på Sjælland og i København. I perioden 1999 til 2004 kom nye ejere til, og virksomheden blev udvidet med yderligere 3 betonfabrikker.

Hurtig ekspansion i dk-Beton
I Jylland startede Finn Bach i Viborg betonvirksomhed i 1998 ved køb af betonfabrik i Højslev ved Skive. Dermed opstod det daværende DK-Beton.
En række betonfabrikker blev opkøbt og nye fabrikker skød op i både Jylland og senere i Køge og København.
I 2005 var Finn Bach i stand til at opkøbe GH Beton, der nu havde en god repræsentation i både Øst- og Vestdanmark.

Det nye DK Beton A/S

Med HeidelbergCement Groups overtagelse af de samlede fabriksbetonaktiviteter blev den nuværende virksomhed DK Beton A/S grundlagt.
I 2006 overtog virksomheden Gedsted Beton, samtidig med, at en ny fabrik erstattede den eksisterende i Højslev, hvor den jyske del af betoneventyret startede. DK Beton A/S er i dag en moderne fabriksbetonleverandør, der samarbejder med moder- og søsterselskaber i hele Nordeuropa.

Virksomheden er leverandør af færdigblandet beton til de store entreprenørselskaber i Danmark, såvel som til mindre entreprenører, håndværkere og privatkunder. Relationerne til kunderne beror på tillid og troværdighed. Det betyder bl.a., at kommunikationen om beton og levering i størst muligt omfang foregår lokalt med en personlig og faglig kompetence som det solide fundament.